Godt nytår

Kære alle

Hermed en nytårshilsen fra Ørslev Landsbylaugs bestyrelse.

Vi håber, at I har haft en god og hyggelig jul.
Har I fulgt med i Johannas vindue-julekalender rundt om i Ørslev? Tak til alle deltagere for de flotte vindues-udsmykninger.

Vi har, som de fleste ved, haft et begivenhedsrigt år 2024 her i Ørslev – med en masse arrangementer i løbet af fra foredrag til fastelavnsfest, markeder, Ørslevdag og meget andet. Vi håber, at deltagerne har haft nogle gode timer og hyggeligt samvær. Få gerne endnu flere naboer, venner og familie med fremover, så endnu flere kan få glæde af arrangementerne.
Vi vil gerne takke både tovholderne og de hjælpere, der har bidraget. Uden jer kunne der ikke arrangeres ret meget!

Også en tak til andre, der bidrager med uvurderlig hjælp til at få landsbyen og lokalområdet til at fungere bedst muligt – f.eks. Annette, som i mange år har redigeret Ørslev-Nyt. Det er et stort arbejde – tak for det.
Også kokkene, som hver måned står for maden til fællesspisning, skal have en tak for deres indsats.

Udover ovennævnte har bestyrelsen bl.a. brugt megen tid på Ringsted Go Green, som blev sat på pause her i efteråret, på en (evig) snak med kommunen om gadekæret for at få mere vand og liv (der skulle ske noget her efter nytår!), trafiksikkerhed, biodiversitet – og meget andet.

Det kommende kalenderår vil garanteret også byde på spændende og fornøjelige tiltag gavn og glæde for hele Ørslev by og lokalområde.
Sig endelig til, hvis du har forslag til aktivitet, arrangement eller tiltag.
Kom og vær med – og få glæde af de arrangementer, der kommer i 2025.

Rigtig godt nytår til jer alle.

På vegne af bestyrelsen
– ved formand Kjeld
mobil 20169008
mail kjeldkampp@outlook.dk